Kogsbøllehytten

Kogsbøllehytten er en hyggelig og primitiv spejderhytte som ligger lidt syd for Nyborg

Download folder om hytten

Se om hytten er ledig i Kogsbøllehyttens kalender

Adresse: Stevnshøjvej 10, 5800 Nyborg
Udlejer: Michael Melvang tlf. 2256 2747      Skriv til udlejer ved at klikke på dette link

Kogsbøllehytten er en hyggelig spejderhytte, bygget af frivillige kræfter i 1959. Stadsarkitekten i Nyborg var spejderfar, så han tegnede et smukt og rustikt hus med sans for vildmarksromantikken og det enkle udtryk.

Hytten består af et hovedhus, med ét stort opholdsrum, et køkken, et lille soverum samt et stort soverum på 1. sal med plads til 30 personer. Eneste varmekilde i hovedhytten er pejsen i opholdsrummet, og vi anbefaler at man tænder op i god tid, da det tager nogle timer at få god varme på.

Anneks/Toiletbygning

Ved siden af hovedhuset ligger ’patruljehytten’, som rummer 2 toiletrum, samt et depotrum indeholdende hyttens tekniske installationer. Depotrummet er forbeholdt Langeskov Gruppe, og er normalt ikke tilgængelig for lejer.

Anneksbygningen er nyopført i 2013/2014 og fremstår derfor med moderne faciliteter.

Området og beliggenhed

Kogsbøllehytten ligger ca. 5 km syd for Nyborg i udkanten af Kajbjergskoven på den stejle side af den gamle grusgrav, som tidligere udgjorde grunden omkring hytten.

Grundens størrelse er på 1690m2 og ligger for enden af en 200m lang markvej, hvor der ikke må køre busser.

Indkørsel til hytten ligger lige i udkanten af skoven, på venstre side hvis man kommer gennem skoven.

Grunden har bevoksning som læhegn på de tre sider ud til de omgivende marker, og på den fjerde side åbner det sig ind til en højstammet bøgeskov, der i 1962 blev plantet af skovridderen fra godset Holckenhavn af hensyn til spejderne. Han var nemlig også spejderfar.

Hytten ligger i området omkring en af godset Holckenhavns skove, som lejere af hytten har lov til at færdes i. Der er masser af muligheder for oplevelsesture omkring Hytten.

Igennem skoven kan man vandre 2 km ad skovveje, og så er man ved Storebælts dejlige badevand, eller man kan gå ca. tohundrede meter ad markvejen fra Hytten til Stevnshøjvej, hvor der er en formidabel udsigt over Nyborg By og fjord, henover Storebæltsbroen og helt til Sjælland.

Udlejning

Kogsbøllehytten kan udlejes til spejdere, grupper af børn og unge fra skoler og institutioner eller andre grupper, som ønsker en naturoplevelse ved at benytte sig af hyttens beliggenhed i den smukke natur.

Hytten må kun lejes ud til grupper som ønsker naturoplevelser og må derfor ikke lejes ud til fester eller andre arrangementer, som ikke har naturen som udgangspunkt.

Nærmere information om udlejning finder du på hyttefortegnelsen.dk eller øverst på  denne side.

Færdsel i området

Lejer skal udvise ansvar og hensyn til naboer i forbindelse med leje af Kogsbøllehytten, og man bedes ikke kontakte andre end udlejer, hvis der er problemer.

Der må slås telte op på grunden, men ikke i skoven.

Aktiviteter uden for hyttens område sker i overensstemmelse med almindelige bestemmelser for færdsel i skov og natur.

Opvarmning

Pejsen er eneste varmekilde i hovedhytten. Husk at lade lågen stå lidt på klem i ca. 30min. efter optænding med rigeligt med aviser og tørt optændingsbrænde, så den kolde skorsten varmes godt op, og der kommer godt gang i aftrækket, ellers kommer der røg i lokalet.

Inventar og service

Kogsbøllehytten er en primitiv spejderhytte, så forvent ikke nogen topmoderne indretninger. I køkkenet findes 2 elkomfurer med hver 4 kogeplader og ovn, samt et køleskab med lille fryser. Derudover 2 kaffemaskiner til almindelige kaffefiltre samt almindeligt køkkenudstyr. Der er varmt og koldt vand i hanerne, og vi forsøger at opretholde køkkenservice til ca. 30 personer.

Sovepladser

I det lille soverum er der 2 sovepladser, mens der på 1.salen findes 30 skummadrasser til placering på gulvet.

Brænde

Brænde til indendørs pejs og udendørs bålsted samt aviser til optænding skal medbringes af lejer.

Udenfor må der kun tændes bål på bålpladsen.